ANMELDELSE, Kirsten Dahl, 5 stjerner

I et meget lille format og i et flot miks af fortælleteater, leg med papkasser og papir, guitarmusik, film og ja – dans – fyldes publikum i løbet af en lille times tid med en fortælling om, at livet ikke handler om at knægte og kue lysten til at udleve sine drømme. Det handler derimod om at vove at kaste sig ud i de drømme, man har og holde fast i dem. Også når der kommer hårde odds og grove beskyldninger på tværs.

Suverænt skuespil

Tekst, iscenesættelse, scenografi og skuespil spiller smukt sammen.

En eklatant samtidighed af skrøbelighed og styrke står ud af Lars Dammark, når han som skuespiller på suveræn vis fortæller og spiller både oldebarn og oldefar. Det fine i dramaturgien er, at fortællingens budskab om vigtigheden af at udleve sin passion er brændpunkt for dem begge. På den måde bekræfter forestillingen sin egen eksistentielle væsentlighed.

– Det er min oldefar, siger Lars Dammark og peger op på en lille film, som viser et smukt par, der danser tango.

– Han var en af Argentinas bedste tangodansere, fortæller Dammark, som snart har suget både voksne og en hel sal af elever i 6. klasse ind i en fortælling om oldefaren, som emigrerede til Argentina og aldrig vendte tilbage til Danmark.

Godt det samme, for han kunne mærke og modtog tydelige beviser på, at i Danmark ville han aldrig blive accepteret og forstået. Eftermælet lød på, at han var en egoistisk skiderik, som levede sit liv i synd.

Og parallelt med oldefar-fortællingen er vi kommet tæt på et oldebarn, der som barn elskede at danse, men altid blev foragtet for det.

Empatisk iscenesættelse

Den unge skuespiller Asta Kamma August viser her, at hun også er en ret effen iscenesætter. Med sikker sans for enkle virkemidler har hun orkestreret en palet af varierede, rolige og stærke måder, hvorpå stykkets essens kommer i fokus.

Augusts empati for de to danseglade mænd smitter. Og det styrkes af den fine måde, hvorpå Dammark i smukt samspil med sin medspiller, musikeren Alejandro Sancho, holder kontakt til publikum.

“Tango” byder på uddrag fra oldefars dagbog, stemningsfulde og rørende scener fra den baggård og det dansegulv i den Argentiske Milonga, hvor oldefaren kejtet tog de første dansetrin.

Den inviterer os med på en rejse ind i oldefarens liv – over Atlanten, til Buenos Aires og ind i det hjerte, som kommer til at gløde for Maria Rosita og tangoen.

“Tango” står også stærkt via den intense måde, hvorpå Lars Dammark tegner det voksne dansekuede oldebarn. Også herigennem bliver vi berørt og overbevist om, at det er sundt og frugtbart at slippe de længsler og passioner fri, som man tvunget af andres fordomme og moralbegrebet, har buret inde.

Og endelig har man klogt fravalgt at fylde en masse tangotrin på. På den måde viser forestillingen, at tangoen – og et par slidte tangosko – er billede på noget større og mere universelt.