I begyndelsen ser vi altså billeder af gardiner, der blafrer i vinduet. Nu begynder de afslappede imødekommende skuespillere at male historien frem om de otte beskidte møgunger, der kigger ind ad byens vinduer.

De kigger ind og ser. De ser med børneøjne, og derfor kan alt, selv det mest hverdagslige, virke eventyrligt magisk eller måske en lille smule uhyggeligt. Begæret efter fortællingen er omdrejning i denne lille perle af en forestilling.

Skuespillerne fortæller om og agerer også børnene, der ser. Børnene, der ser på byen og dens beboere. Ser at den ensomme dame i lejligheden på øverste etage oven over købmanden faktisk må læse magasinet ‘Alt om haven’ på trods af, hun aldrig kommer ud og ingen have har. De ser og holder øje, så de ved, at bladet hver gang posten har lagt det på hendes dørmåtte, forsvinder foran hendes dør.

Børnene ved også, at Agnes og Einar er kærester. Det skæve par mødes i hemmelighed og danser. De ser det hele, børnene, og er med, når Einar tager gebisset ud og kysser Agnes. Men de fortæller det ikke til nogen, de hvisker det bare lige så stille til hinanden og til publikum.

Erindringen

‘Vil du gemmes eller glemmes’ er en meget vellykket sanselig, fragmentarisk og poetisk fortælling. Gardinet eller sløret foran ens barndom blæses eller løftes lidt væk og husker os ældre publikummer på, hvordan det var den gang, mens den samtidig med sin komik og eventyrlighed henvender sig helt ned til de mindre børn. Den handler dermed også om erindring.

For fortællingen om byen er nok fortalt til børn ud fra et børneperspektiv, men ind imellem glider fortællerne ud af deres børneroller og tilbage til deres ældre jeg’er, når de også reflekterer over det, de husker. Og de husker på og gentager igen og igen frasen om de otte møgbeskidte unger, de var engang. Erindringens magiske forskydning manes poetisk, nøgternt og stofligt frem.

Forinden har vores fortællere også spist vingummier i forskellige farver sammen. De grønne smager af pærer, mens de gule minder om smagen af appelsiner. De hygger sig i hinandens og publikums selskab, mens de også forklarer, hvordan en sød duft kan kilde ned i maven og få en til at huske ting, man havde glemt.

Referencerne til Marcel Prousts ‘På sporet af den tabte tid’ og den berømte madeleine-kagescene er ret klare. Men det betyder ikke noget for oplevelsen, om man kender til Proust eller ej. Det er let at forstå, for vi kender det alle sammen, hvordan en duft, en smag eller en gammel popsang kan føre os tilbage til en særlig tid.

Tiden og døden

Med erindringstemaet følger naturligt også et tema om tiden. Tiden der går, så ting forandres, selvom den ene af vores hovedpersoner flere gange gentager spørgsmålet om, hvorfor alt ikke bare kan være, som det plejer? Hvorfor bliver pigen med de tusind fregner, det ildrøde hår, den sejeste af den alle sammen, fx pludselig træt af møgungerne? Hun tager en dag bare læbestift på og erklærer, at hun er nået til et andet niveau. Så ser de hende ikke mere.

De otte møgunger bliver på den måde færre og færre, så der til sidst kun er to tilbage, de to skuespillere på scenen. ‘Vil du glemmes eller gemmes’ behandler håndgribeligt og sanseliggør dermed ikke kun svære størrelser som erindring og tiden i børnehøjde, men berører også døden.

’Vil du brændes eller begraves?’, lyder det også på et tidspunkt. Og fortællingen om ham med fire kamre i sit hjerte, hvori hans afdøde lillesøster bor i det andet, binder rørende forestillingen sammen. Erindringen, tiden og døden er uløseligt forbundne.

‘Vil du glemmes eller gemmes’ er simpelt, virkelig godt analogt teater for alle aldre og vil sikkert kunne give anledning til mange fine samtaler i børnehøjde om alt fra det allermindste og allerstørste.