Min søster er en havfrue

Af Christian Skovgaard Hansen

På scenen møder vi drengen, der har en fortælling, som han gerne vil fortælle os. Som en barnefortælling oftest er, starter fortællingen hverken kronologisk eller med det vigtige først.

Lars Danmark er alene på scenen som drengen, der fortæller os alt. Han fortæller ærligt og med en stille ro, og man føler, at han tør åbne sit hjerte for os. Alene med hans stemme og mimik sammen med få rekvisitter fortæller han os alle drengens forskelligartede følelser.

Han er nemlig drengen, der vokser op med en søster, der er døv. Det er derfor ikke altid nemt at være ham, da der tit og ofte skal tages (mere) hensyn til hende. Han føler sig derfor tit overset. Vi hører om hans udfordringer og irritation med familien og særligt søsteren, og livet er ikke altid helt nemt for ham. Men vi hører også om hans kærlighed, der alligevel findes, til hende. Forholdet er både følsomt, men også sammenhørig.

Fortællingen rummer nogle overraskelser, som gør, at vi, efterhånden som fortællingen skrider frem, forstår ham. Vi finder ud af, hvad der ligger bag hans irritation, og de fleste vil formentlig kunne forstå ham, når han – i øjeblikket – hader søsteren. Vi finder dog også ud af, at der bagved den daglige irritation gemmer sig en kærlighed til søsteren og familien. Lars Danmark mestrer alle fortællingens følelser, og Bodil Alling har nænsomt iscenesat med respekt herfor.

Den lettere kryptiske titel, Min søster er en havfrue, dækker over en nænsom familiefortælling. Dammarks dreng fortæller om, hvor meget drengen hader vand – altså det ”store” vand udenfor, ikke i brusebadet! Vi finder ud af, at det skyldes, at han under vandet ikke kan høre noget som helst. Modsat ham elsker søsteren vandet, og hun kan næsten holde vejret under vand i en uendelighed. Og så elsker hun fortællingen om den lille havfrue.

Argh! Vi oplever efterfølgende, at han hader én lyd: Kirkeklokkernes larmen søndag morgen. Og nu begynder vi drypvist at forstå det hele. De to søskende er nemlig så forskellige. Hun bliver ikke generet af kirkeklokkerne – for hun kan ikke høre dem! Moren og faren bruger meget tid sammen med hende, når de prøver at tale tegnsprog med hende.

Vi forstår nu de to søskendes forhold, og vi forstår hans oplevelser og deraf følgende irritation. Vi forstår, hvorfor han føler sig overset, og hvorfor han råber mindre kønne ting ned i papirkurven. Gid hun dog kunne få skåret hovedet af, så hun kunne få et nyt hoved med nye ører. Han mener det ikke så hårdt. Han drømmer egentlig bare om et ”normalt” familieliv, hvor han ikke hænger på den irriterende søster, og hvor moren og faren også ser ham. Er det for meget forlangt?

En dag, en tilfældig søndag, forstår de to søskende hinanden – i hvert fald i øjeblikket denne søndag. For resten af tiden synes drengen stadig, at søsteren er irriterende, men de finder et fællesskab. Og det er netop dét, der er det vigtige.

Danmark og Alling har også skrevet teksten. Teksten er kompakt og overraskende, og selvom den berører både følelser og svære emner, holder den sig fra klichéerne og det rørstrømske. Vi får nøgtern og ærligt drengens fortælling, og vi oplever det som om, at den rent faktisk kommer fra en dreng på hans alder med alle de afstikkere, der nu engang er.

Scenografien af Bodil Alling og Søren La Cour er enkelt, og den består af stof, der dækker gulvet og kan agere havet, sammen med Olivier Guillemains fine videoprojektioner på bagvæggens lærred. Sammen med Søren La Cours lysdesign og Søren Søndbergs lydbillede skabes en intim, ærlig og nærværende stemning. Vandet og havet bliver herved også symbolet på drengens fortælling. Havet kan både være vildt og voldsomt, men det kan også være roligt og smukt.

Teatret Gruppe 38 og teater Rum har med Min søster er en havfrue skabt en fin lille forestilling, hvori mange familier kan genkende sig selv i en eller anden form. Det er en poetisk lille maggi-terning fuld af de mange, også ofte modstridende, men alligevel samlende følelser. Det er måske nok en lille forestilling, men den rummer et stort emne, og den sætter store tanker om sammenhold, kærlighed og familieforhold i gang i publikum.