ANMELDELSE – Herning Folkeblad, i forbindelse med premieren på Team Teatret

Vennerne har man selv valgt, men familien er man født i. Sådan er det jo. Så hvem har man det bedst sammen med? Man elsker jo sine børn, det gør man jo, og sådan lød det også i forestillingen, men hvad er familiens kærlighed egentlig gjort af?

Forestillingen OPHAV tager livtag med relationerne og kærligheden i familien, og den perspektiverer dermed tilværelsen i forhold til venner, arbejdet, firmaet, you name it. Og så testes langtidsholdbarheden af såvel forbundethed som selve familiekærligheden.

Tæt på

På overfladen handler det om en familiefar, og om hvor længe han skal sætte dagsordenen. Patriarken nærmer sig pensionsalderen, og generationsskiftet puster i nakken. Af teatrets materiale fremgår, at det såmænd lige så godt kunne finde sted her i Midtjylland.

Denne anmelder kan bidrage med den serviceoplysning, at det er sket – og der skal ikke graves mange spadestik for at finde paralleller. Så man kan ikke udelukke, at der i løbet af spilleperioden vil sidde nogen blandt publikum, som vil tænke: Det kom godt nok tæt på.

Men selv om, at man ikke lige er født med en guldske og ind i ufattelig rigdom, emmer forestillingen af familieskabets genkendelige konflikter og armlægninger mellem generationer og søskende, mellem fortid og nutid, mellem forventninger og uindfriede drømme og længsler.

En ny plan

OPHAVs arketyper er faren, som har løftet familiefirmaet op til forretningsmæssig og økonomisk succes; sønnen, som har drømt om at følge i farens fodspor (uden i grunden at vide hvorfor); den flippede, spirituelle datter, som for et fast månedligt beløb er gjort økonomisk uafhængig uden at skulle arbejde og i stedet kan bruge hverdagen på hunde og skiftende elskere. Og så er der efternøleren, den irriterende, højtråbende (hvordan skulle hun ellers få opmærksomhed?), men i dag veluddannede datter, som efter universitetsstudier vender hjem med sin egen plan for familien og firmaet.

I kulissen står den afdøde hustru, bedsteforældrene (som viser sig at være manøvreret ud af faren), en forsmået svigerinde, en rådgiver med børnepornografiske lyster og yngstedatterens lesbiske veninde. Ingen af dem er på scenen, men ikke desto mindre er forestillingen farvet af dem.

Opgør med ophav

Plottet byder ikke på voldsom meget handling. Faktisk er der en vis forudsigelighed over det.

Det er måske den eneste svaghed. For vi aner jo godt, at farens opstyltede verdensbillede er under et vist pres. Vi aner også, at det ikke er sønnen, som har skuffet faren så mange gange, der vil ende med at slå i bordet

OPHAV er dermed forestillingen om et forudsigeligt sammenbrud – af familien og af firmaet – et opgør med ophav, forstillelse og det kunstigt opbyggede verdensbillede. Men det gør egentlig ikke så meget, for så kan vi i stedet studere, hvorledes figurerne agerer under deres færd i retning mod afgrunden eller den bundløse mose i baghaven. Følge krakeleringen af fernis og gætte på, hvorledes de vil komme ud på den anden side.

Er det en gave at være født ind i en familietradition, have sit på det tørre, men til gengæld overtage en forpligtelse? Eller kan man frisættes ved at sprænge katedralen i luften? Nu skal man være varsom med at generalisere efter to forestillinger, men Lars Dammark lavede også børneforestillingen »Alting er mit« som en kritik af materialisme og magtstrukturer. Så måske har han en faible der.

Forestillingen fungerer derfor i kraft af sin stille insisteren – flere steder legemliggjort ved en flot instruktion, hvor figurerne i en art slowmotion lader os dvæle ved situationen, problemstillingen, apatien, nedsmeltningen. Indtil de alle har lagt sig i en benlås, som kun kan løsnes op, når presset bliver så stort, at knoglerne til sidst brækker.

Om yngstedatterens nye dagsorden kan genskabe håbet og familien, ja, det må vi jo tænke os til på vej ud i novembermørket. Det er i hvert fald hendes tro, at de gamle strukturer må nedbrydes for at skabe en ny fremtid.

God underholdning

Alle figurer er castet troværdig. Replikkerne falder godt, og til trods for den psykologiske analyse af ophavets betydning for lykke og kærlighed, hvilket kan lyde alvorligt og dystert, så er det en morsom forestilling. Men vi sidder jo også og griner lidt af os selv.

For det stilfærdige musikalske bagtæppe står Ditte Rønn, som vi seneste oplevede med »Angli Avantgarden« på Fermaten i lørdags. Diskret tonesprog, næsten Arvo Pärt-agtigt.

Og anede man ikke lige, oboen antyder første takt af »Sig nærmer tiden«, lige da patriarken var tæt på at annoncere sin pensionering?

Sådan var der flere elegante koblinger undervejs i en forestilling, hvor man følte sig godt underholdt undervejs.