★ ★ ★ ★ ★ ★ – en skrøbelig og fintfølende fortælling
Forestilling: VIL DU GEMMES ELLER GLEMMES
’Vil du gemmes eller glemmes’ er en skrøbelig og fintfølende fortælling om alt det, som vi skal passe på og værne om. Om alle de gode minder vi skal gemme indeni os selv til de svære tider. Det barnlige og naive fortælleperspektiv er i centrum, men på den bedst tænkelige måde, hvor verden åbner sig op og bliver fyldt med små fantasifulde detaljer. Pinocchiokugler forvandles til et symbol på håb og et landgangsbrød giver indsigt i personligheden hos en af den lille bys beboere. Undervejs er der små ændringer i fortællestilen, hvilket skaber humoristiske brud i forestillingen.
Scenografien er enkel med 8 projektorlærreder og to skamler. Underlægningsmusikken er en blanding af Chopins klavermusik og lyddesigner Søren Søndbergs arrangement. Kostumerne er heller ikke specielt prangende, men består bare af helt almindeligt tøj i afdæmpede farver. Et af de elementer der til gengæld får hele armen, er det visuelle design af Olivier Guillemain. De få virkemidler er med til at fremhæve de vigtige dele af fortællingen og efterlader samtidig alt fokus rettet mod præstationerne på scenen.
Det er første gang jeg stifter bekendtskab med Lars Dammark, hvorimod jeg har oplevet Bodil Alling, og hendes karakteristiske fortælleteknik, et par gange efterhånden. De har det tilfælles, at de begge er ekstremt nærværende på scenen. De får øjenkontakt med publikum og smiler ud til os, da forestillingen går i gang. Deres ageren på scenen skaber i samspil med kontakten til publikum en følelse af samhørighed. Forestillingen kunne i min optik godt have varet længere end de 45 minutter, uden at det havde kompromitteret kvaliteten.
’Vil du gemmes eller glemmes’ er en forestilling fuld af hjertevarme. Den husker os på, at vi skal sætte pris på de små lykkeglimt i hverdagen og minder os om, at vi er nødt til at acceptere, at alting forandrer sig. Så hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Teatret Gruppe 38, så er dette en oplagt mulighed.