Vi hører sammen – Kirsten Dahls anmeldelse i Teateravisen
Forestilling: Min søster er en Havfrue
Dammark sidder med en kortærmet havblå skjorte på og bare fødder på en smuk gammel grønlig metaltaburet. Foran ham står en hvid-emaljeret zinkbalje. Som underlag for det lille sceneareal er et hvidligt transparent stykke stof bredt ud i bløde bølgelignende folder. Stoffet holdes på plads langs begge sider af en række halvstore sten, som ligger naturlignende tilfældigt spredt på det tynde stof. Bagtil danner et videolærred med en havlignende billedlighed rummets afslutning.
Vi er i et landskab af vand. Af hav. I baljen, som Dammark hviler sine fødder på, er der vand. Indimellem tager han dykkerbriller på, bøjer sig forover, holder vejret og dypper tæerne ned i vandet.
Vandspejl og bølgeskvulp
Vandspejlet kaster lysreflekser og spage skvulpe-lyde ud i rummet, som fyldes med en melankolsk og forknyt stemning. En sort plamage dukker op i den ene side af bagvæggens havblå flade og melder, at noget alvorligt vil ske. Noget skyggefuldt og dystert, men også noget, som breder sig og går i opløsning, når plamagen begynder at forvitre og sende små sten eller pulver ud i det blå hav. Et hav, som siden bliver dramatisk oprørt. Med høje bølger og skumbrus.
Lysdesigner Søren la Cour og videokunstner Olivier Guillemain har fornemt designet en visuel medspiller. Det samme kan i høj grad siges om de musikalske kompositioner og lyddesignet. Søren Søndbergs kreationer klinger tæt sammenvævende sammen med alt det, vi kan se i rummet, høre fra teksten og mærke via skuespillet.
Ro giver plads til dybder
Det er både modigt og klogt, at Bodil Alling, som iscenesætter, har valgt, at Dammark næsten hele vejen gennem forestillingen ”bare” sidder ned samme sted som drengen – hovedpersonen, det hele handler om. Dammarks vedvarende sidden på taburetten gør, at vi billedligt talt nagler os fast sammen med ham, mens vi lytter og uvægerligt følger og aflæser de sindstilstande og det følelsesliv, han gestalter. Allings insisteren på fokus og ro i skuespillerens optræden åbner publikums sans og blik for nuancer og menneskelige dybder.
Med rolige og intense bevægelser, følsomhed i stemmen og med en ansigtsmimik, som udstråler ærlighed og sårbarhed inviterer Lars Dammark publikum med ind i de allermest ømme hulrum i drengens hjerte.
Han beretter om sit forhold til lillesøsteren, og vi mærker krystalklart, hvad der ligger i relationen, og hvad det betyder for drengen. Hvordan den slider, og hvordan den også bliver fyldt med gensidigt varme følelser.
Et handikap skaber forskel
Dammark har en rum tid siddet og fortalt om, hvor meget denne dreng hader vand. Hvordan han ikke kan udstå at dykke. Hvor bange han er for at drukne. Hvilken stærk aversion han har overfor vand, fordi man ”ikke kan høre en skid”, når man er under vandet. Drengen fortæller, at det er møgirriterende, når nu han er så vild med alle mulige slags lyde. Solsortens sang. Den knasende lyden af knækbrød med pålægschokolade. Lyden af hans mor, når hun griner og synger med på sange i radioen.
Der er dog én lyd, som går drengen på nerverne: kirkeklokkernes øredøvende kimen søndag morgen. Og så tager teksten omsider – og effektfuldt først nu – hul på det betydningsbærende, vi længe har anet må komme. Vi får det lidt i dryp. Dryp, som tager til i styrke. Drengen fortæller, at hans lillesøster er fuldstændigt ligeglad med kirkeklokkernes kimen. Det leder ham til at berette om, hvordan forældrene hele tiden roser lillesøsteren overdrevent meget for det, hun gør. Hendes bedrifter i vandet fx. Alle de baner, hun formår at svømme. Hendes flotte spring og dygtige dyk.
Og så bliver det helt konkret og får en dybere alvorsgrad: Sagen er, at lillesøsteren har et handikap, og at drengen føler sig overset af forældrene. Han bliver bebrejdet det ene og det andet. Og han får skylden for noget lillesøsteren har gjort.
Konkret og emotionel
Lars Dammark og Bodil Alling har skrevet en tekst, som udmærker sig i såvel det dramaturgiske forløb som i de sproglige krummelurer. Drengen flytter sig undervejs fra primært at være irriteret og forknyt over, at lillesøsteren med sit handikap fylder så meget, for til sidst at erklære hende sin søskendekærlighed for evigt.
Helhedsforløbet er strakt ud over små skildringer, der som pæle i vand pirrer til vores nysgerrighed, samtidig med at de giver form til alle de følelser, som drengen tumler med. Det er både vældigt dagligdagskonkret og meget sårbarhedsfyldt emotionelt. Vi hører og oplever vandelementet både som uendeligt mange svømmehalsture og som irriterende sommerferier ombord på en båd. Timer, dage og uger, hvor søsteren får forældrenes fulde opmærksomhed.
I en yderst velfungerende scene skildrer drengen, hvor belastende det er at have lillesøster på slæb, når han er ude blandt kammerater at lege. Og hvordan han fravælger samværet med kammeraterne, både fordi han synes lillesøsteren er pinlig, og fordi kammeraterne ikke evner eller gider at have lillesøsteren med i legen.
Teksten skildrer hverdagsliv og familierelationer. Den rummer både rørende og barske eksempler på livstacklinger i en familie med et handikappet barn. Og ikke mindst kryber den ind under huden på drengen med formuleringer, så vi mærker og forstår kompleksiteten og facetterne i det følelsesvirvar, som regerer i hans indre. Intet kan nærmest være mere menneskeligt kompliceret. Og alligevel vinder kærligheden til lillesøsteren over hans følelser af at være afvist og forbigået. Selvom vi også – fortalt med humor – forstår, at relationen altid vil være forbundet med nogle komplikationer og afsavn.
Befriet for sentimentalitet
’Min søster er en havfrue’ er lykkeligt befriet for sentimentalitet og svælgen i tragik. Den går forfriskende og også tit med finurlighed i sproget kompromisløst i kødet på de følelser, der er på spil.
Drengen råber gentagne gange ned i papirkurven på sit værelse ”At jeg for Helvede også findes!”. Og i affekt ønsker drengen sin lillesøster ned på havets bund. Ja undertiden helt af vejen, fordi hun er ”skide, pisse, irriterende!”. På værelset ved siden af tegner lillesøsteren sin helt egen verden på bagsiden af tapetruller. Meter på meter bliver det til.
Der er også øjeblikke, hvor de to søskende er forenede. Det skildres fx poetisk smukt og rørende i en passage, hvor storebror læser ’Eventyret om Den lille havfrue’ for sin lillesøster. Det bliver ledsaget af ord som: ”Jeg kan godt lide, når jeg nogle gange kan mærke, at vi er sammen i den samme verden”.
De to søskendes samhørighed kulminerer i slutscenen, hvor de knytter et endnu tættere bånd. Hvorfor, hvordan og hvor dramatisk det sker, skal opleves i en stærk og rørende smuk forestilling, som med enkle men stærke midler formidler en både vigtig og almengyldig relationsfortælling.